Opløbet ved Årets Brugtbil-kåring blev historisk tæt

Nyheder, Nyheder - Biler

Alle biler ser flotte ud, når de står nye og skinnende i et showroom. Men det er først, når de har kørt mange tusinde kilometer i hverdagens tjeneste, at deres virkelige kvaliteter afslører sig. Det ved danskerne, og det ved de biljournalister og tekniske eksperter, som udgør juryen i Årets Brugtbil.

ÅRETS BRUGTBIL – De tyske bilproducenter har generelt taget godt for sig af sejrene i den efterhånden legendariske kåring af Årets Brugtbil – og på en måde gentog succesen sig også i dette års udgave, som netop er blevet afgjort.

Sidste års vinder var Volkswagen Golf VII, og bortset fra 2017 er sejrene siden 2015 gået til tyske bilmærker.

Denne gang blev det næsten også tysk, idet det blev Seat Leon (årgang 2012-2020), der rullede afsted med sejren som Årets Brugtbil 2020. Det skete foran de fire andre finalebiler: KIA Ceed, BMW 3-serie, Mercedes-Benz A-klasse og Škoda Superb. Det skriver Seat i en pressemeddelelse.

– Den tredje generation Seat Leon forener dynamiske køreegenskaber med gode pladsforhold, især som stationcar, langtidsholdbart design, kraftige motorer og gode langtursegenskaber. Som brugt er den både spændende og fornuftig, udtaler den erfarne biljournalist og blogger Morten Bek fra Blog om Biler. Han er med i juryen bag Årets Brugtbil.

Bedre pris end konkurrenterne

Sidste år vandt Volkswagen Golf VII Årets Brugtbil 2019, og ifølge juryen har Seat Leon det samme at byde på, men med bedre udstyr og til lavere pris.

– Seat Leon lever i skyggen af sine søstermodeller fra Škoda og Volkswagen, men bilen er generelt fremragende og koster langt mindre. Jeg ville gå efter en faceliftet model, der kom på markedet i 2017, forklarer biljournalist og jurymedlem Christian Schacht, som repræsenterer Jyllands-Posten i kåringen.

På nuværende tidspunkt er der cirka 300 SeatLeon til salg på det danske brugtbilmarked, når man kigger på årgangene 2012-2020, og bilerne koster i gennemsnit 171.000 kroner.

Til sammenligning koster den nye SEAT Leon fra 214.990 kroner. Bilbasen har regnet på totaløkonomien, og det koster godt to kroner per kilometer at køre i Årets Brugtbil 2020, hvilket andre biler i mellemklassen ikke kan konkurrere med.

Passion og fornuft

Det er i særdeleshed denne blåstempling, som Seat Danmarks direktør, Christian Kynding, er glad for.

– Vi er naturligvis meget glade for at modtage prisen som Årets Brugtbil med Seat Leon. Det betyder meget for os og for vores brand. Seats biler er faktisk ret så prisfaste, og det betyder noget for danskerne, at de kan regne med, at en SEAT har en høj værdi, når den skal sælges, siger Christian Kynding.

Han har store forventninger til, at titlen som Årets Brugtbil 2020 vil få endnu flere danskeres øjne op for det spanske bilmærke, og at det vil sætte yderligere skub i salget af såvel brugte som nye Seat-modeller.

– I øjeblikket oplever vi meget positiv omtale af vores nye Seat Leon, og med denne pris til vores tidligere Leon synes vi, at det binder de to biler smukt sammen, understreger Christian Kyndig.

Finalerundens resultat, Årets Brugtbil 2020:

  1. Seat Leon, årgang 2012-2020, 130 point, 6 førstepladser
  2. KIA Ceed, årgang 2012-2017, 130 point, 4 førstepladser
  3. BMW 3-serie, årgang 2012-2019, 115 point
  4. Mercedes-Benz A-klasse, årgang 2012-2018, 70 point
  5. Škoda Superb, årgang 2014 og frem, 65 point

Samtlige 15 vinder-modeller

Det er som sagt første gang, at Seat vinder kåringen.

Ford er titel-topscorer med tre sejre, mens BMW og Honda hver har to sejre.

Her er den samlede liste over vinderne af Årets Brugtbil, siden kåringen blev etableret i 2006:

2020: Seat Leon, årgang 2012-2020

2019: Volkswagen Golf VII, årgang 2013-2017

2018: BMW 1-serie, årgang 2012-2015

2017: Ford C-Max, årgang 2010-2015

2016: BMW 3-serie, årgang 2008-2012

2015: Mercedes C-klasse, årgang 2007-2011

2014: Honda Civic, årgang 2006-2012

2013: Toyota Avensis, årgang 2007

2012: Honda Accord, årgang 2009

2011: Kia Cee’d, årgang 2007

2010: Opel Astra, årgang 2005

2009: Ford Focus, årgang 2005

2008: Ford Mondeo, årgang 2004

2007: Mazda6, årgang 2003

2006: Skoda Fabia, årgang 2001