MC-webshop samarbejder med forhandlerne

Nyheder, Nyheder - Bikes

MC-grossisten Max MC Parts arbejder tæt sammen med en håndfuld mc-og scooter-forhandlere i det østjyske. Målet er at styrke samarbejdet samt at holde salget inden for landets grænser.

En ny dansk webbutik har set dagens lys. Og det er ikke helt, som det plejer at være.
For i stedet for, at virksomheden bag – Max MC Parts fra Sydals – selv scorer hele fortjenesten på salget af bremseskiver, oliefiltre og blinklys til motorcykler, scootere og knallerter, så har man valgt at tage en lang række forhandlere med ombord.
– Jeg har brugt flere år på at få gjort konceptet køreklart, men nu er vi klar med det her tiltag, som jeg har store forventninger til, forklarer Hans Jørgen Nielsen, der ejer Max MC Parts, og som har 40 års erfaring fra branchen.
Konceptet bag webshoppen kalder han B2B-C, og den forkortelse står for “Business-2-Business-with-Costumers”.
– Det skal være nemt, billigt og konkurrencedygtigt, samtidig med at udvalget skal være stort og godt. Og så er det jo sådan med en webbutik, at den har åbent døgnet rundt, og det helt klart noget, som tiltaler kunderne. Det er jo sjældent lige inden for normal åbningstid, at man konstaterer, at der skal investeres i nye bremseklodser til ens Kawasaki, forklarer Hans Jørgen Nielsen, der indtil for få år siden var afdelingschef hos den danske Kawasakiimportør, da den lå i Stilling ved Skanderborg.

Sender avancen videre
Hans Jørgen Nielsen har længe gået med tanken om at stable en stor dansk webshop på benene, som målrettet tilbyder produkter til primært de tohjulede maskiner – altså både knallerter, scootere, cross-maskiner og motorcykler.
Og i øvrigt alt, hvad der befinder sig inden for det område.
– Der er faktisk ikke rigtigt andre danske løsninger, som kan det, som vores webshop kan nu. Derfor er der mange kunder, der finder det nemmest at handle i udenlandske webshops på nettet, når man sidder om aftenen og vil købe tilbehør og reservedele. Men mange kunder vil gerne handle hos og støtte deres egen favoritforhandler, hvis det var muligt. Og det er det så nu, fortæller Hans Jørgen Nielsen.

Er med på sidelinjen
Målet har hele tiden været, at forhandlerne skal være med på sidelinjen hos Max MC Parts – og det er lykkedes med den revitaliserede webshop.
– Det er både i kundernes og vores interesse at have forhandlerne med. Derfor har vi sikret, at der er normal forhandleravance på hvert eneste køb, som foretages hos os. Og det sker ved at kunden selv går ind og vælger, hvilken forhandler han eller hun vil kobles op til, fortæller Hans Jørgen Nielsen.
Frit forhandlervalg Max MC Parts har indgået aftaler med cirka 100 forhandlere, der er fordelt over hele landet.
– Men man kan altså frit vælge imellem, hvilken favoritforhandler man har. En af fordelene er, at der skabes en relation mellem den enkelte forhandler og kunden, selv om der reelt handles uden om forretningen, forklarer Hans Jørgen Nielsen.
Læs mere om konceptet og tjek sortimentet – klik på skærmbilledet herunder: