Drengestreger med dødeligt perspektiv

Klummen ,

Klumme: Et af de bedste billeder, som jeg har liggende på mit virtuelle skrivebord, har jeg ikke selv taget. Det er måske derfor, at det er så godt?

Billedet er fra et MotoGP-løb – altså motorcyklisternes svar på Formel 1 – hvor to kombattanter kæmper om at komme først rundt i et sving.
Det særlige ved billedet er, at der er et hjul, der for sig selv kommer rullende væk fra de to motorcyklister – og ergo er der altså et af de i alt fire hjul på de to maskiner, der ikke længere sidder, hvor det skal.
Den ene MotoGP-kører har med andre ord smidt det ene (bag) hjul – og er på vej til at crashe, som det hedder i de termer.
Der skete ingen alvorlige kvæstelser i forbindelse med ulykken – og der er så vidt vides heller ikke sket noget i nogle af de hundredvis af kendte tilfælde, hvor lømler har løsnet de bolte, der holder hjulet på en bil på plads.

For det er åbenbart en trend, der har spredt sig herhjemme – at man vælger noget så ekstremt tåbeligt og farligt, som at løsne de fire-fem bolte, der holder det ene hjul fast.
Risikoen for, at boltene løsner sig yderligere under kørslen og efterfølgende ryger af gevindet – og at hjulet derefter falder af – er stor, og det har i flere tilfælde været den konsekvens, som drengestregerne har haft.
Men altså lykkeligvis endnu uden svære kvæstelser som resultat af ugerningerne.
Jeg kalder det drengestreger, fordi jeg håber og tror, at det er nogle knejte, som keder sig gevaldigt. Men man skal ikke tage fejl af, at det er dødsens alvorligt, og at det på et tidspunkt kan resultere i dødsfald.

Hvis man kører 100 kilometer i timen og mister et af de fire hjul, så bliver det umuligt at styre bilen.
Mit bedste råd må være, at man forsøger at bevare roen, mens man langsomt får taget farten af bilen og bragt den til standsning.
Jeg er overbevist om, at det er en “mode-ting”, der snart går i sig selv.
For det her, det hører ingen steder hjemme.

Her er i øvrigt billedet: