Buick-ejeren: – Jeg kan godt lide at købe legetøj. Men jeg har så svært ved at sælge det igen.

Familien Schultz er godt kørende. Faktisk har de tre medlemmer af familien – far, mor og søn – intet mindre end otte motoriserede køretøjer, der alle har det til fælles, at køreglæden er ganske højt prioriteret. Biler & Bikes fik lov at kigge inden for i familiens store garage.

Vi er i udkanten af Brædstrup – et sted midt mellem Silkeborg og Horsens. Lige der, hvor det midtjyske møder det østjyske, garneret med den sydlige del af Søhøjlandet. Her har familien Schultz har inviteret til et garage-kig.

Umiddelbart er der ikke meget, der afslører, at det er en bilglad familien, som er bosat her. For de tre biler, der står henslægt henholdsvis i indkørslen og foran huset er en ganske ny Nissan Micra samt to ældre “slæder” i form af en Ford Mondeo og en Toyota Carina.

– De biler derude, det er jo dem, som vi kører i til dagligt. Når vi bare skal fra a til b – eller skal på arbejde en regnvåd morgen, fortæller Lars Schultz ærligt, da han åbner hoveddøren til det store gule hus.

Jannie og Lars Schultz bor sammen med sønnen Ricky, der arbejder som mekanikerlærling hos ATbiler – og så bor de sammen med sammenlagt seks biler, en motorcykel og en knallert. Og en kat, ej at forglemme. Uden særlig meget motor.

Tætpakket garage

– Jeg plejer at sige, at vi i store træk dækker hele spektret ind af cylindersammensætning. Yamaha’en der er etcylindret, motorcyklen er med to cylindre. Fruens Micra har tre cylindre og Renault’en deroppe har fire. Så er der Volvo’en, som er med fem cylindre, mens min Mondeo er en V6’er. Og ja, så er der den store med otte cylindre, fortæller Lars Schultz, mens han ivrigt trækker deres udsendte med ud i det tilstødende lokale, som størrelsesmæssigt ligger et sted imellem en overdimensioneret garage og et mellemstort værksted.

Uanset størrelse, så står en ting i hvert tilfælde helt klart – der kan ikke proppes ret meget mere ind på de 80 kvadratmeter, som værkstedet ifølge Lars Schultz selv er på. Og slet ikke flere biler.

Tre biler tager det meste af pladsen.

En Volvo 850 T-5R fra 1994 i sort og gul tager venstre side af den store garage, mens højre side er indtaget af en kæmpestor Buick Wildcat for neden samt en Renault Dauphine Gordini, der hænger på en lift lige oven over amerikaneren.

Og så er der ellers stuvet en meget stor Honda VTX 1800C motorcykel og en Yamaha FS1 K1 knallert ind omkring bilerne. Samt diverse værktøj, udstyr og andet grej, som jo hører til på et værksted.

Måske et større værksted

– Havde jeg bygget værkstedet i dag, skulle det nok have været større, ligesom det havde været oplagt at have en lift også i venstre side, så der kunne hænge en ekstra bil. Men måske er det sådan, at uanset hvor meget eller hvor lidt plads, vi har, ville vi få det fyldt ud ret hurtigt, erkender Lars Schultz.

Den store Buick, der står helt skarp i en knaldrød lakering, var den første investering udi et klassikerkøretøj – og det var et køb, som var lidt længe undervejs.

– Vi var meget enige om, at vi gerne ville have en klassisk bil, det var bare lige at finde ud af, hvad det skulle være, fortæller Jannie Schultz, som er lige så meget bilfan som både manden og sønnen er det.

– Vi havde kig på flere forskellige biler, men vi var også enige om, at det skulle være en bil, hvor der var plads til os alle tre.

Motor på syv liter

En ekspert udi amerikanerbiler anbefalede familien Schultz, at de kiggede i retning af Buick, fordi det skaber afhængighed på den gode måde.

– Vi fandt den her Buick Wildcat Convertible fra 1967 på Sjælland, og den havde det ikke godt. Da vi kørte den hjem over Storebæltsbroen måtte vi holde rigtig godt fast i taget, fordi det ikke sad ordentlig fast. Men hjem kom vi, og Wildcat’en er her endnu. Jeg kan godt lide at købe legetøj, men jeg har svært ved at sælge det igen, indrømmer Lars Schultz.

Den røde Buick måler 560 centimeter på den lange led og er 208 centimeter bred.

Under den ekstremt lange kølerhjelm ligger en syvliters V8-motor med 360 hestekræfter og et moment på 641 newtonmeter. Så den tunge amerikaner kan sagtens flytte sig -og det gør den også.

– Den bliver brugt i stor stil, for vi er vilde med at komme rundt til træf og mødes med andre klassiker-fans. Og det sker da også, at vi kører med et brudepar eller en konfirmand, fortæller Jannie Schultz.

Renault’en skal piftes op

Hvor den 50 år gamle Buick i dag står fuldstændig som ny, så er der fortsat lidt at arbejde med på den to år ældre Renault.

– Det er min bil, men det er Lars og Ricky, der kommer til at tage sig af den. Det er nok et vinterprojekt, for der skal laves en hel del rust, ligesom der er flere ting, der trænger til udskiftning. Jeg glæder mig til den bliver helt køreklar, understreger Jannie Schultz, samtidig med at hun sender et kærligt blik i retning af ægtemanden.

Den franske model har været en del af inventaret de seneste to år, men familien Schultz efterlader ingen tvivl om, at den nok skal komme til at stå helt og aldeles skarp.

– Jeg elsker at rode med de her biler, og hvis der er noget, som jeg ikke kan finde ud af, så er der folk i netværket, som træder til. Ligesom vi naturligvis gerne deler ud af den viden, som vi måtte have, forklarer Lars Schultz.

Lidt mere at leve af

Den svenske bil, som også er den nyeste af de tre biler i garagen, lever med rette op til betegnelsen voldsom Volvo. Den tilhører Ricky Schultz, der selv har smidt hundredvis af timer i at få bilen gjort up-to-date.

– Der er lavet rigtig meget på den, og det har kostet både arbejdstimer og penge. Men i dag er den bare fed, og jeg er meget tilfreds med den, fortæller han.

Ricky Schultz’s Volvo 850 T-5R har som udgangspunkt 240 hestekræfter, men det kan godt være, at motoren i virkeligheden er blevet lidt mere at leve af. Det blev senest understreget, da bil og ejer deltog ved DHB – Danmarks Hurtigste Bil.

Knallerten passer lidt sig selv

Tidligere kørte Ricky Schultz på Yamaha-knallerten, men den bliver der ikke pillet så meget ved mere.

– Den har nu også fået en langvarig og krævende total-renovering, så den kan godt klare sig, uden at blive kørt på så ofte, fortæller Lars Schultz, inden han sætter sig ned i sin Buick.

Han starter det enorme køretøj op og bakker ud. Aktiverer den elektrisk sammenklapning af det hvide lærredstag, som derefter automatisk bliver pakket ned bag bagsæderne. Der er i det hele taget masser af elektronik i amerikaneren, selv om den har 50 år på bagen.

– Der er elruder og aircondition i vognen. De var ret langt fremme allerede dengang. Og det virker fortsat den dag i dag, fortæller en begejstret Lars Schultz.

Modellen er produceret i 2276 eksemplarer i årgang 1967 -og ifølge Lars Schultz kører der en håndfuld udgaver herhjemme.