Årets bil skal kåres – men hvem vinder?

Nyheder, Nyheder - Biler

Som den ihærdige læser af dette site nok har opdaget, så er første etape af Årets Bil i Danmark 2018 forlængst blevet afviklet. En kåring, hvor årets nye bilmodeller var samlet ved Jyllands-Ringen med det ene formål, at en snes motorjournalister kunne afprøve, testkøre og vurdere, hvilke fem biler de finder bedst egnede til den endelige titel.

Og faktisk endte det så med, at vi valgte seks kandidat-biler, fordi der var stemmelighed på femtepladsen mellem to af modellerne. Læs mere om dem her.

Årets Bil i Danmark er blevet afviklet siden 1969, hvor det var den klassiske og – i hvert tilfælde set gennem den retrospekte optik – fede Ford Capri, der kørte med titlen.

Siden har kåringen leveret så forskellige vinderbiler som Alfa Romeo Giulietta, Ford Scorpio, Citroën Xantia og Fiat Multipla. Jo, den er god nok. Fiat Multipla – den med en lille pude under forruden og god plads til seks personer.

Efter kåringen af netop Multipla tilbage i 2000 kom det frem, at Fiat-fabrikken havde snydt på vægten i et eller andet omfang, så bilen fremstod mere sikker, end den i virkeligheden var. Efterspillet signalerede, at prædikatet Årets Bil i Danmark 2000 var skudt en kende ved siden af.

Nemt at se det på bagkant

På den måde er det jo altid nemt at være bagklog.

Men der har også været år, hvor vinderbilen er ramt lige i rumpetten, som en John “Faxe” Jensen formentlig ville have udtrykt det.

Da Skoda Octavia vandt kåringen i 1997 var det samtidig et kvalitets-stempel, der for alvor var med til at løfte mærket op fra gryden med vittigheder. Fire år senere vandt Fabia, og det efterlod et indtryk af, at her er der et mærke, som på alle måder er kommet godt på vej.

Titlen gik i 2013 til trekløveret Skoda Citigo, Seat Mii og Volkswagen Up! – og det kan godt være, at de tre modeller ikke ligefrem rummer noget kvantespring udi nytænkning og innovation, men trillingerne indikerede alligevel, at kvaliteten i mikroklassen var for opadgående.

Og man skal jo bare kigge i salgsstatistikkerne for at fastslå, at bilerne tiltaler de danske bilkøbere.

En enkelt kan vinde for første gang

Og hvem render så med titlen Årets Bil i Danmark 2018?

Udvalget er som sagt skrællet ned til seks biler fra de indledende 29 bilmodeller – og 20 jurymedlemmer skal hver fordele 25 stemmer på fem af disse seks modeller:

Ford Fiesta, Honda Civic, Opel Insignia, Seat Atena, Volkswagen Polo og Volvo XC60.

Hvis sidstnævnte kører hen og vinder, vil det være første gang for det respektive mærke.

De fem andre har prøvet turen før. Ford er faktisk det mærke, der næstflest gange i historien er trukket afsted med en sejr i Årets Bil i Danmark-kåringen. Syv gange har mærket vundet – og det er kun overgået af Fiat, der har scoret hele ni titler.

Favoritten er fra Spanien

Senest vandt Ford i 2011 med C-Max mens Honda vandt sin hidtil eneste sejr med Jazz i 2009. Opel Astra blev kåret i 2016 mens Seat vandt i 2013 med Mii-trillingen. Det år markerer også Volkswagens seneste sejr med Up!.

At dømme efter den begejstring, som opstod omkring den fine Seat Arena, så hælder jeg nok til, at den er favorit.

Men også Polo og Fiesta er fine bud på vinderbilen, mens Insignia og Civic må betragtes som deciderede outsidere.

Personligt er jeg mest vild med Civic tæt fulgt af Volvo XC60 – men den er lidt pebret at komme i nærheden af.

Du kan se afgørelsen her på sitet fra torsdag den 30. november klokken cirka 21.30.